Nordlys Massage® CoachingEn sessionPrislisteLidt om mig

 


Om at føde med doula Hannah

At have Hannah tilstede betød at Henrik blev støttet i at være der for mig under fødslen. Han blev støttet i at hjælpe med gode stillinger, massage, akupressur og fysisk nærvær. Hannah guidede ham ind i mellem og han fandt det utrolig givende at blive guidet uden at nogen forsøgte at tage hans plads, ved min side.

Under fødslen havde jeg for det meste lukkede øjne, var koncentreret. Men vidste og kunne mærke Hannahs tilstedeværelse. Hendes hænder der hjalp, med lindring under fødslen, og på en så fin måde, næsten uden ord. Fødselsforløbet var så intenst og der blev næsten ikke brugt nogen ord. Dette kunne lade sig gøre fordi Hannah kendte os på forhånd og arbejder intuitivt.

Vi havde en fantastisk fødsel og kom som forældre og som kærester ud af det dette med styrke, stolthed og fornyet nærhed. At have en doula tilstede har betydet at vi fik støtte til at få opfyldt vores drøm om den rolige, smukke og helt naturlige fødsel.

Pernille, andengangsfødende & Henrik, hjemmefødsel


Pengene til Hannah som vores doula er de bedste, vi nogensinde har brugt. Under selve fødslen var hendes hjælp uvurderlig. Hun sørgede for min grundlæggende tryghed og for at mine ønsker til fødslen blev opfyldt. Jeg blev mor med fast grund under fødderne og fødslen blev lagt på en fin og god hylde i erindringen.

Inger, tredjegangsfødende & Steffen


Tryghed er nøgleordet hele vejen igennem samarbejdet med Hannah. Hun var for mig den tryghedsskabende faktor, der gav mig ro og mod til at gå ind i fødslen og arbejdet med veerne på en måde, som jeg ikke havde prøvet de andre gange. Og i de sidste måneder af gravidteten var arbejdet med hende med til minimere angsten og utrygheden for den kommende fødsel. Jeg kan kun på det varmeste anbefale at bruge Hannah som doula ved en fødsel.

Signe, tredjegangsfødende & Jørgen


Hannah har en stor andel i, at jeg ser tilbage på min graviditet og fødselsforløbet med smil og glæde.

Hannah er virkelig god til at lytte, skabe tryghed og vejlede. Det er mit indtryk, at Hannah har en stor erfaring at dele ud af - dels fordi hun selv har født 3 børn, dels fordi hun arbejder med forældre og spædbørn til hverdag. Hannah udstråler ro og varme, hun har empati og forstår at yde den omsorg, jeg har brug for, fordi hun lytter og på den måde finder frem til, hvem jeg er, og hvad jeg har brug for.

Der er ingen tvivl om, at jeg vil anbefale andre par at bruge Hannah som doula i forbindelse med graviditet og fødsel. Det var guld værd at have hende med, fordi vi kunne slappe mere af og bare være i det, der nu skulle ske. At kunne slappe af under veer er alfa og omega for, hvordan smerten opleves, så min angst for smerten blev væsentligt reduceret alene ved tanken om, at Hannah var der til at hjælpe os begge.

Anette, førstegangsfødende & Jacob


Hannah har en ekstremt god situationsfornemmelse. Hun lyttede nøje til os - af og til kunne vi næsten ”høre” hende lytte. Det virker som om hun har en slags indre kompas, der guider hende i samtale og andre situationer. Dette skabte stor tryghed både inden, under og efter fødslen.

Under fødslen var doulaens nærvær til stor støtte for os begge fra det øjeblik hun ankom til fødestuen. Hun gav os ro, information og massage. Fødslen var meget langstrakt, kompliceret og afslutningen dramatisk – slet ikke det vi havde håbet..... Her var det uvurderligt at have en ekstra ressourceperson. Vi vil gerne fremhæve den meget positive repons vores doula fik fra personalet på sygehuset. Da det var allermest kritisk og intenst, blev hun helt naturligt ”en i teamet”. En overlæge kommenterede efterfølgende hvor betydningsfuld hendes nærvær og indsats havde været for os.

Hun har en særlig evne – både med og uden ord – til at formidle nærvær, varme, empati og konkret hjælp. Hannah er en helhjertet, lydhør og meget professionel doula.

Vi har virkelig oplevet hvor uforudsigelig en fødsel er. Vi har også erfaret hvordan en god doula kan hjælpe en igennem et forløb, som til tider syntes helt håbøst og uoverskueligt. På den baggrund kan vi varmt anbefale andre par at engagere en doula. Selv når alt går uden problemer, er vi ikke i tvivl om fordelene ved at have en god doula ved sin side.

Katharina, førstegangsfødende & Jakob

 
Graviditetsmassage
Fødsel med doula
Spædbørnsmassage
Møllehavevej 12, 3200 Ramløse Tlf: 29 70 17 84 hannah@lindring.net